Den velskrevne analyse af Tony Blair og hans politiske virke henvender sig til læsere med interesse for samtidens storpolitiske scene og til læsere af politiske biografier generelt..
Mads Qvortrup er dansksproget professor i statskundskab i Skotland og har i en periode arbejdet som rådgiver for Blair. Han beskriver den karismatiske politiske leder og karakteriserer hans politiske indflydelse. Qvortrup fremhæver, at han udelader sladder og ikke-relevant personstof. Det er alligevel en både underholdende og nogenlunde lettilgængelig fremstilling med megen insiderviden og anekdotisk stof om Blair og de politikere og rådgivere, han omgav sig med. Qvortrup citerer ofte statsrettens klassikere, bl.a. Machiavellis udsagn om, at en leder skal måles på kvaliteten af hans rådgivere. Blairs magtposition blev i høj grad skabt på dygtigt spin og dygtige rådgivere. Blairs styrke var de store linjer og de moralske spørgsmål, og derfor blev det fatalt, da rådgiverne svigtede ham ved invasionen i Irak. Der er spredt i teksten gode helsides s/h fotos, der gengiver bogens hovedpersoner..
Der er ikke tidligere udgivet bøger på dansk om Tony Blair. Den vil nok have samme læserkreds som biografien over en anden af samtidens farverige politiske skikkelser, nemlig Paul Ginsborgs Silvio Berlusconi : manden, der ville eje Italien, 2005..
Det er den første bog på dansk om den formentlig snart forhenværende britiske premierminister Tony Blair. Velskrevet og med meget insiderviden. Vil appellere til læsere med interesse for politiske biografier og for samtidens politik og historie.