Musik / rock

Tracker


Anmeldelser (4)


Gaffa [online]

d. 14. mar. 2015

af

af

Henrik Friis

d. 14. mar. 2015

"Kedelig, eller detaljens mester - Mark Knopfler kommer også til at dele vandene med Tracker, hans første udspil i to et halvt år: De, der ønsker nye musikalske stier og tempo, kan lige så godt droppe yderligere interesse - mens de, der elsker Knopflers sans for det gennemførte udtryk, de små afgørende finesser og en musik præget af tålmod vil glædes. Også over hans sublime guitarspil og klangfarver, forstås".


Jyllands-posten

d. 16. mar. 2015

af

af

Anders Houmøller Thomsen

d. 16. mar. 2015

"Det nye album står (...) fast på granit-solid sangskrivning og rummer inspireret musikalsk håndværk fra musikere, som ikke bare kan spille. De kan i den grad også spille sammen ... Det er ikke ligefrem en ny "Romeo And Juliet" eller "Brothers In Arms". Men så kan den verdensberømte guitarist jo også uanstrengt fortsætte sin frivillige tilbagetræknings-taktik fra hithamsterhjulet. Samtidig med at han spiller i store, udsolgte rammer for sit stampublikum, der - ligesom Knopfler - ikke svigter".


Politiken

d. 23. mar. 2015

af

af

Kim Skotte

d. 23. mar. 2015

"Den countryfolk-tonede erindringsskitse 'Laughs and Jokes and Drinks and Smokes' og portrættet af den engelske poet 'Basil' Bunting er begge både følt og fremført i fornem balance. ' Tracker' er fra start til slut en nydelse som håndværk. Solidt fortællende sangskriveri og raffineret underspillet guitarspil, men bortset fra boksersangen 'Broken Bones' og det Dire Straits-klingende 'Beryl' også så antieffektjagende, at det kniber med at få blodet i kog og skabt den nødvendige stemningsfortætning i sangenes skæbnefortællinger".


Berlingske tidende

d. 15. mar. 2015

af

af

Mads Hendrich

d. 15. mar. 2015

"På »Tracker« befinder vi os i det for Knopfler efterhånden yderst hjemmevante musikalske territorium, hvor hans teknisk imponerende guitarspil er det centrale omdrejningspunkt i en roots-baseret middle of the road-softrock. En stil, der med tiden er blevet britens signatur. Her er tempoet kronisk mageligt, og der er aldrig noget, der skurrer bare det mindste ... Intentionen er god, men det bliver desværre aldrig særligt ophidsende at være på tur med Knopflers temmelig temperamentsforladte tidsmaskine, for man kommer aldrig tæt nok på til at ænse de ridser, revner og buler, der gør et menneskes personlige historie medrivende".