I bind 47 af Elverfolket blev serien delt op i to handlingsforløb med henholdsvis Høvdingen Ilder og datteren Glød som hovedperson i hver sit forløb: Kampen om skårene og Gløds mission. Konceptet videreføres i bind 48. Vi følger Ilders bedrifter i en historie kaldet Træ: Elverne flygter fra Grohmul Djunns skovfældningsmaskiner og tvinges ned i jorden. Først er de ved at komme i kamp med troldene, men til slut gør de fælles front mod menneskene! Vi ser Gløds genvordigheder i Høvdingehalen: Gløds lederautoritet overfor ulverytterne udfordres kraftigt af Månestråle, men efter en blodig kamp mod et magisk monsteruhyre, er det Gløds evner der redder dem. Der er forskel på de to forløb både i indhold, tegnekvalitet og farvevalg. Forfattere og illustrator er forskellige på de to historier. 1. del er tegnet af Brandon Mckinney og Susanne Dechnik mens Wendy og R. Pini er forfattere. Deres første halvdel af albummet er bedst. 2. del er tegnet af O.F. Roko og skrevet af Joellyn Auklandus og R. Pini. Her står både tegninger og handling svagt. Pointen er at de to historier er så uens at albummet aldrig bliver en helhed og derfor lige så vel kunne være to separate album. Tegneserien er for ihærdige fans. Albummene kan læses af 10-12-årige, men kvalitets-standarden er omvendt proportional med antal af udgivne bind.