Pagten

Candyfloss er lyserødt,vattet, smager sødt og dejligt, men er for luftigt i længden. Forside og indhold i bd. 44 af tegneserien om Elverfolket minder i den grad om candyfloss. Forsidens stærke lilla, lyserøde og lyseblå og grønne farver viser elverfigurernes typiske udseende; spidse Peter Pan-ører, ovale øjne, muskuløse overkroppe, samt blå hud og lilla hår. Én kvinde skiller sig ud og holder nogle skriftruller, der ligner bolsjestænger! For nylig er kommet Den store bog om Elverfolket (98/34).Der kan man få en komplet guide over figurer, steder og begreber i denne lange saga. Serien er KULT for trofaste fans; unge som voksne, men bd.44 er dog ikke nogen særlig læseværdig oplevelse for os andre. Historien er for tænkt, og forstås dårligt uden kendskab til de andre bind i serien, spændingen udløses ikke, persontegningen er triviel og tegningerne er for stereotype. Bindet lægger op til et forestående opgør mellem de gode ulveryttere og de onde mennesker. Djunnen? Gromul og den mystisk kvindelige skikkelse (vindpust?!) har sluttet en djævelsk pagt. Elverne Spejder og Tylla er blevet forenet i Genkendelse, en særlig form for telepatisk kærlighed bundet til tidligere liv. Dette bind slutter med opslag i både s/h og farver af både TROLDENE og DE AFDØDE. Relevansen er mig en gåde, men det afsløres måske i næste bind...

Læs hele vurderingen