I titeldigtet i Susan Roeds digtsamling har jeget en dialog med den forlængst afdøde oldemor, Hansine, hvis hus i skovene ved Tranekær på Langeland forfatteren er vendt tilbage til nogle sommermåneder. Erindring og natur er tæt forbundne i digtenes fragmenter af et kvindeliv: nøjsomt, i pagt med naturen, men også underlagt barske sociale vilkår og sorgen over at miste tre børn. Brudstykkerne af oldemoderens liv perspektiveres af jegets meget anderledes liv og erfaringer, men i lige så høj grad af de sammenhænge - slægtens og naturens - som rækker ud over det individuelle, afgrænsede liv. Tiden er i SRś digte ikke et kontinuum, men et rum man kan bevæge sig ind og ud af: "En dag/ er jeg én/ der levede for mange år siden/ - ikke husket af andet/ end vestenvinden/ og et valnøddetræ på Langeland.// Men er det egentligt ikke nok?" Flere steder i digtene forlænges det erindrede og sansenære ud i mere omfattende religiøse og mytologiske billeder og forestillingsmønstre som SR også i tidligere udgivelser har beskæftiget sig med, f.eks. Pamves træ, 1988, og Visdommen Sophia, 1996. Der er substans og en personlig stemmeføring i disse enkle digte som holder sig på sikker afstand af både det private, selvsmagende, og de nemme generaliseringer.