Hvor fokus de senere år har været på tvangslidelser (OCD), er det i denne bog flyttet til nogle andre angstsymptomer nemlig fobier. Bogen indkredser i det 1. af 5 afsnit, hvad angst er, en følelse alle kender i større eller mindre omfang, samt hvad der kendetegner de forskellige angstlidelser. Det er først, når angsten tager et omfang, så den får lov at styre, at der er tale om et egentligt angstproblem. I 2. afsnit ser man på, hvorfra angsten kommer. Svaret er slet ikke enkelt, men bogen dykker ned i spørgsmål som: Hvad kan gøre os sårbare for at udvikle angst senere i livet? Hvad kan føre til, at vanskelighederne udløses? Og hvad holder problemerne i live? 3. afsnit handler om vejen ud af angsten. Det drejer sig om redskaber til at få kontrol med angsten. Vi præsenteres også for en række teknikker og øvelser, som den angst- og fobiramte kan benytte. 4. afsnit er viet tvangslidelserne, mens 5. afsnit handler om, hvor der kan hentes hjælp. Det drejer sig både om, hvordan familien kan støtte, om selvhjælpsgrupper og diverse behandlinger, hvor fx kognitiv terapi har vist sig meget effektiv. Litteraturliste og register. Bogen er henvendt til personer med fobier og andre angsttilstande, til deres nærtstående og til støttepersoner. Den er skrevet af 2 norske psykologer med god faglig ballast og er en meget anvendelig og grundig bog, som man med sindsro kan anbefale målgruppen.