PS4, Xbox One. "Trials"-serien af såkaldte "platform racerspil" startede for 14 år siden, med en række browserbaserede spil. Nu er serien blevet voksen og med Trials fusion er den at finde på den nye generation af konsoller. For drenge og piger, fra omkring 10 år og op. PEGI 12. Sprog: engelsk.
Konceptet i Trials fusion er enkelt: spilleren skal navigere sin motocross motorcykel igennem en forhindringsbane med masser af hop, tricks og stunts. Som sine forgængere er det udelukkende præsenteret i 2D, så selvom grafikken er lavet i 3D, så føles hver bane som en sidescrollende platformsbane. Spillet skal forestille at foregå i år 2047 efter en apokalyptisk begivenhed, men det er i virkeligheden blot en undskyldning for at lade spillets bane foregå i vanvittige og futuristiske omgivelser. Til trods for historien, så handler spillet om fart, flyvehop og præcision på en motorcykel. Det er underholdende og nemt at gå til og med den velfungerende multiplayer er der en solid levetid i spillet. "Fusion" er visuelt ganske nydeligt og har en imponerende realistisk fysik.
Spillet byder i realiteten ikke på meget nyt i forhold til sine mange forgængere, bl.a. "Trials evolution" (2012) og Trials HD (2009), der begge udkom til Xbox 360 via Xbox Live (ikke tilbudt bibliotekerne). Trials fusion er således, mig bekendt, det første spil i serien, der udkommer i fysisk form.
"Trials"-serien bygger på fantastisk god fysik og simple, men velfungerende principper, der bliver ved med at underholde. Det samme gør "Fusion", der med sikkerhed nok skal finde en fanskare på den nye generation af konsoller!.