Bred målgruppe blandt biografilæsere, både de som kan huske Røde Mor-tiden, de mange shows med Rebecca Brüel, eller de som kender Trier som billedkunstner med succes.
De fleste danskere genkender sikkert Troels Triers gavflab-ansigt, og den obligatoriske læderhjelm. Det gennemborende blik udstråler menneskelig varme og et kunstnerisk sprælsk barokt vanvid. Politisk skarp satire forsødet af folkelig absurd humor. I denne biografi, der bygger på tætte interviews portrætteres for første gang det hele menneske bag den udadvendte personlighed, der paradoksalt også er en ret genert natur. Født 1940, opvokset som krigsbarn bl.a. i Vallekilde, hvor oldefaderen grundlægger højskolen i 1895. En dygtig om end ikke bogligt stræbende skoleelev. Opdager tidligt sit kvindetække og starter samtidig sin musikalske karriere. Det er bevægende at læse om, hvordan han allerede som ung mand møder kærligheden og endegyldigt på meget tragisk vis mister den flere gange. Billedkunstnerkollektivet og bandet Røde Mor er det projekt, som bringer ham videre. Titlen antyder en sammensat natur, som Trier selv leende slutter bogen: "Det gælder om at finde sig selv i tide". "Så er der kun brug for én kiste, ahahaha".
Der findes ikke andre egentlige biografier, mens fx historien om Røde Mor er beskrevet andre steder.
Det er en velskrevet og fascinerende biografi, hvor man kommer menneskeligt tæt på Troels Trier.