Trolddom og hundekunster

2. bind med Henrik og Hagbart - de to væbnere - er væsentlig bedre end 1-. bind. Historien er en parodi på de gode gamle eventyr, hvor prinsessen efter så megen modgang og intriger endelig får sin prins og skurken sin bekomst. Hagbart møder under en jagt en hund, der kan tale (den fortryllede prins), og sammen med Henrik prøver han nu at finde den modgift, der kan hæve fortryllelsen. Skurken, baron Snigbart, får fært af deres forehavende og nu møder de alskens modgang. Men med troldmanden Homnibus og smølfernes hjælp overvindes alle problemer og i sidste øjeblik forhindres den skønne prinsesses bryllup med skurken og hun får sin prins. Humor og spænding veksler både i tekst og i tegninger - tegninger, der forøvrigt er prisværdigt klare både i streg og farver. Børnehaveklasse-5. klasse.

Læs hele vurderingen

Nr. 2 album på dansk af denne børnevenlige serie, er en perle både for børn og voksne. Et eventyr om den onde baron, der har tryllet den gode prins om til en hund for selv at få prinsessen. Det kommer der mange skægge episoder ud af: først støder lille Hagbart ind i den talende hund, og han og Henrik får endelig historien ud af den, lover at hjælpe o.s.v. De skal bl. a. finde en modgift mod hundetilværelsen. Hagbart kan ikke selv klare den nødvendige opfindelse, og hos en troldmand bliver Hagbart selv til en lille fed bulldog. Troldmanden har svære kvaler med at få ham til »sig selv«, og de indkalder smølferne (de små tidl. kaldte snøvser). Nå, alt går som det skal i et godt eventyr. Særlig Hagbart er en festlig figur: stædig, selvoptaget, dynamisk og hidsig. Historien er en fin lille enhed, og tegningerne er livlige, humorfyldte og handlingsmættede. De tre store belgiske tegnere bliver heldigvis bedre og bedre repræsenteret på det danske marked: Hergé (ikke nogetnyt!!),Franquin(Spirillen o.s.v.) og Peyo. Peyo har ligesom både det runde fra Franquin og lidt af det pertentlige og færdige af Hergé. Han er et godt og frodigt bekendtskab.

Læs hele vurderingen