Kom med til efterkrigstidens sønderbombede Dresden, hvor overkommissær Max Heller forsøger at løse endnu et uhyggeligt mordmysterium. Guf for alle krimilæsere.
Vi befinder os i en kold vinter i Dresden, 1947. Efter slutningen på 2. verdenskrig hører den ødelagte by ind under den sovjetiske besættelseszone. I byen hersker en undergangsstemning drevet af sult, sygdom og håbløs boligmangel. Overkommissær Max Heller bliver kaldt på job af den nyoprettede enhed Folkets Politi. Han møder denne isnende kolde februarmorgen et blodigt gerningssted i bydelen Neustadt. Men før Heller ankommer til stedet har det sovjetiske militærpoliti allerede fjernet liget af en soldat fra Den Røde Hær. Tilbage er en blodpøl og soldatens rygsæk. I rygsækken gør den af tiden ellers hærdede opdager et uhyggeligt fund. Han finder et afskåret hoved, og det bliver starten på et mordmysterium, hvor Heller forsøger at finde sandheden og de skyldige i en ny verden dikteret af den knusende sovjetiske militærmagt. Denne Max Heller-krimi er nr. 2 i serien, hvor nr. 1 på dansk er Luftalarm-morderen.
Endnu en fremragende, underholdende og velskrevet krimi, hvor jeg fascineres af Dresdens kaosmættede stemning af uhygge, menneskelig armod og forråelse før byen bliver en del af DDR i 1949-1990.
Kan fx måle sig med Phillip Kerrs "Berlin noir serien", eksempelvis Metropolis.