Dokumentarisk roman om livet blandt uformuende i Thy 1838-1952, 2. del af planlagt romantrilogi. Vil have appel til historisk interesserede slægtsromanlæsere, men man bør begynde med 1. del, Helvig, 2005.
Romanen fortsætter, hvor 1. bind slap: I 1838 er Helvig blevet 22 år og tjener i forskellige pladser rundt om i Thy. Hendes egen historie gentager sig, da hun bliver gravid og får en datter uden for ægteskab: Hun må efterlade datteren hjemme hos moderen i Refs ved Hurup, mens hun selv tager ud og tjener til dagen og vejen. Det dokumentarisk/historiske i romanen følger to spor: Det ene handler om dagliglivet og bliver til meget opremsning og mange navne. Men det afspejler fint virkeligheden blandt fattige udkantsjyder på den tid med fødsler, død og hårdt arbejde. Det andet spor handler om skelsættende begivenheder i datiden: Uro i Slesvig-Holsten, krig, jernbanebygning, forfatningsdebat og grundlov. Rygterne om alt dette når den videbegærlige Helvig i Thy som fortællinger fra en anden verden. Det er en spændende vinkel på danmarkshistorien. Man bliver også - trods den store detaljerigdom - grebet af person- og miljøtegning. Upåklageligt sprog, fængslende forside og god bagsidetekst.
Til læsere af andre historiske romaner med kvinder som hovedpersoner, fx Kirsten Ruth Bjerre Mikkelsens romaner.
Del 2 af dokumentarisk romantrilogi. Trods stor detaljerigdom er det en god tids- og kvindeskildring fra 1800-tallet til historisk interesserede, men man bør starte med bind 1.