Med seks udgivelser bag sig - fire digtsamlinger, to prosaudgivelser - har Janina Katz for alvor slået sit navn fast i dansk 90'er-litteratur. Også i disse digte strækker digterbevidstheden sig vidt ud: geografisk og i registreringen af det aktuelle øjeblik, ofte forbundet med erindringens. Stemningen er den uundgåelige tristesse, der formes af livsbanens efterår, af at være "uden for sæsonen", som et digt hedder. Men end spræller livet trods det slidte betræk, i drømme, i fantasien og i den ordnende fornuft. Den modne alder danner også baggrund for trodsig humor og for besindige hip til tidens modeprædikanter udfra holdningen lev-og-lad-leve, som vi genkender fra de tidligere bøger. Som polsk jøde og med sin bevægede livshistorie og gennem sin store belæsthed formidler digteren en art international menneskeklogskab til vel især midaldrende og ældre, der her bydes på fine læsestunder med mulighed for begrebsudvidelser og for at få sat dækkende danske ord på egne oplevelser og opfattelser.