Bogen henvender sig til voksne indvandrere, der skal lære dansk på spor 2 og 3. Materialet kan også læses af børn i sjette klasse og overbygningen (12-15 år). Bogens mål er at give en forståelse af det samfund, som deres børn vokser op i og bliver præget af. Det er af afgørende vigtighed, hvis integrationen skal blive vellykket, siger forfatteren i bogens forord. Seks temaer behandles: Venskaber, kærlighed, mobning, kriminalitet, religion og globalisering. Fælles for alle kapitlerne er, at emnet belyses ud fra danske værdier og ud fra lande, hvor religion og tradition almindeligvis har en mere fremtrædende rolle - ofte Tyrkiet. Det er børn og voksne, der fortæller om problemer og bekymringer i forbindelse med integration. Kapitlerne giver et godt billede af det spændingsfelt, som den unge indvandrer og forældrene havner i. Bogen er ikke fordømmende men viser det nødvendige i at tilpasse nogle værdier efter danske forhold, også selvom de udspringer af omsorg og et ønske om ikke at glemme sine rødder. Et godt materiale, der også kan anvendes i folkeskolen i forbindelse med børnenes arbejde med værdier og til at give dem en forståelse for den situation, deres indvandrerkammerater kan befinde sig i. Der hører en arbejdsbog til bogen.