Bøger / faglitteratur / undersøgelser

Vækstfaktorer på det specialiserede socialområde


Beskrivelse


Væksten på det specialiserede socialområde har gennem en årrække været relativt høj, både set i forhold til væksten i samfundet generelt og i forhold til de samlede udgifter til det sociale område. Denne rapport undersøger, hvordan forskellige faktorer påvirker aktiviteten på det specialiserede socialområde. Rapporten afdækker, hvordan udviklingen i befolkningens behov, ændret faglig praksis, teknologiske forbedringer og nye politisk-administrative definitioner og tiltag alle er faktorer, der kan være med til at øge udgifterne til det specialiserede socialområde. Undersøgelsen har til formål at tegne et billede af vækstfaktorerne på det specialiserede socialområde, så det i højere grad bliver muligt at styre udviklingen og planlægge indsatsen. Rapporten præsenterer viden, som gør det muligt at målrette indsatsen på det specialiserede socialområde, så man bedre kan løse problemerne og få nytte af de midler, der afsættes til området. Undersøgelsen er baseret på data fra Danmarks Statistik, SFI, Psykiatrisk Centralregister mm. om blandt andet befolkningsvækst, udviklingen i tilbud og i behov.