Vær her nu er det samlende råd der kommer ud af forfatteren Lotte Garbers samtaler med otte præster og to biskopper om, hvad lykken er. De ti teologer bringer deres råd med en overskrift, der er formuleret i gammeltestamentlig bydemåde ("Du skal..."). Det er derfor lidt overraskende, hvor lidt der tales om tro og Gud. Imødekommenheden er imidlertid stor, alle de interviewede er velforberedte. Alligevel bevæger de fleste af samtalerne sig ikke ned under overfladen og læst samlet, trænger længslen efter et enkelt udfordrende spørgsmål sig på, men netop det pæne og uforpligtende vil sikre en efterspørgsel, der rækker ud over et publikum med en snæver kristen tilgang til spørgsmålet. Som indledning til hvert af de ti interviews bringes et close up portræt af den interviewede og det følges senere op af et stemningsfuldt foto af hver deltager i hel figur. Alle fotos er taget af fotografen Sif Meinicke, der også er mester for en række billeder, der er placeret midt i bogen i et selvstændigt afsnit med titlen: "Glimt". Samme Meinicke har tidligere medvirket i en tilsvarende udgivelse Sig ja (05/27), hvor forfatteren Sissel Jo Gazan interviewer en række (i vid udstrækning de samme) præster om kærlighed.