Kvinders inkontinens er et stort tabu; ikke desto mindre rammer det utroligt mange, fx er hver femte danske kvinde over 45 ifølge bogen inkontinent i større eller mindre grad, og en del helt unge kvinder er det også. Der er mange forskellige årsager til problemet der altså slet ikke udelukkende er en gammelkonesygdom. Mange kvinder lider i stilhed, fordi det er flovt, og man måske ikke tror, at der kan gøres noget ved det. Forfatteren, der er gynækolog på Hvidovre Hospital, giver en grundig beskrivelse af de forskellige former for inkontinens og de mange forskellige muligheder for behandling. Syv ud af ti kvinder kan hjælpes, og bogen giver i første række hjælp til selvhjælp bl.a. med gennemgang af en række nyttige træningsprogrammer, de såkaldte Minimal Care programmer, som man sagtens selv kan udføre. Hjælper disse programmer ikke, er der mange andre muligheder for behandling, både med medicin og operation. Bogen er primært henvendt til de kvinder der har problemet; men også de forskellige faggrupper på sundhedsområdet kan have stor nytte af den. Det er en praktisk, letlæst og oplysende brugsbog, der medtager den nyeste viden om årsager og behandling, skrevet af en ekspert på området.