Stuckenberg (1863-1905) huskes nok mest for sine lyriske digte fx "To som elsker hinanden", men den inderlige, gribende og følelsesladede prosalyrik genfindes i disse tre korte romaner om mænd, der går til grunde i mødet med kvinden. Til læsere af 1800-tallets klassiske danske romaner og til studier i dekadencelitteratur.
Romanerne Valravn og Hjemfalden er, som Henrik Wivel gør rede for i forordet, renlivet dekadencelitteratur. De tre fortællinger, der er modelleret over Ingeborg og Viggo Stuckenbergs stormfyldte, forliste ægteskab, har alle en mandlig hovedperson, som forliser i drømmen om, og begæret efter kvinden. I Valravn fortællingerne hhv. går kvinden og begår selvmord. I Hjemfalden møder vi den i Kierkegaardsk forstand nøgne eksistens i fængselscellen efter at han har begået underslæb for samleverens skyld, og siden slået samleverens nye kæreste ihjel, ribbet for alt bortset fra sine tanker.
Samlet udgave af Valravn : to Fortællinger 1886 og Hjemfalden 1898 i J&Ds klassikerserie, med nudansk tegnsætning og grammatik. Læsere af Stuckenberg vil også efterspørge Johannes Jørgensens Livets træ 1893, Jakob Hansens En kritisk tid 1897, og Johannes V. Jensens Einar Elkær 1898.
Stuckenbergs tre hjertevridende fortællinger om forvredne mænd, som forliser i forsøget på kærlighed til kvinder er i al sin undergangsstemning tre stykker smuk prosalyrik, som tager læseren dybt ind i den mandlige følelsesverden.