Bogen er et væsentligt bidrag til litteraturen om pilgrimsruter, der her forklares og beskrives i en historisk sammenhæng, mens det spirituelle aspekt ikke berøres.
Den flittige Jørgen Johansen demonstrerer i denne bog endnu engang sin store viden og evne som historieformidler. Her fortæller han om den nordlige pilgrimsrute op gennem Danmark, Sverige og Norge med endemålet i Trondheim. Byen kaldtes også Nidaros i middelalderen, og her ligger begravet vikingekongen Olav den Hellige, der blev helgenkåret og ved hvis gravmæle gøres undere, som mange gerne vil have del i. Johansen fortæller fx om Hærvejen og valfartssteder i Jylland og den svenske Birgitta af Vadstena, og han fremdrager naturligvis også Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter og Tomas Espedals Gå i sin beretning om pilgrimsvandringen. Bogen er Johansens tredje om de gamle pilgrimsruter, og tidligere har han udsendt Vejen til Rom og Vejene til Santiago, ligesom han har skrevet den mere overordnede Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser.
Jørgen Johansens fortælleglæde kan fx sammenlignes med Mads Lidegaards beskrivelser af Hærvejen.
Den fint illustrerede bog kan anvendes bredt og ligger i forlængelse af forfatterens foregående bøger om pilgrimsruter.