Vejen til himlen

Er en selvstændig fortsættelse af Farlig landing(1996). Martin, som her var 10 år, søger nu at realiserer drømmen om at blive jetpilot. Men den krævende vej gennem uddannelsens nåleøjer er lang og gennemføres kun af ganske få. – Nogle sætter endog livet til undervejs. Martin og vennen Sten klarer sig dog igennem først i Danmark og siden i USA, hvor der foruden mange spændende begivenheder også bliver plads til en lille love story. Bogen giver ikke nogen stor litterær oplevelse. Personerne får ikke rigtigt liv, og dialogerne virker tit kunstige. Det er afgjort dramatikken på flyversiden og omkring de mange prøver, der bærer handlingen igennem. Her er forfatteren klart på hjemmebane. Begivenhederne virker troværdige og giver umiddelbart indtryk af at være autentiske episoder fra Lindseys egen pilotuddannelse. Teksten er ombygget af mange korte sætninger og let at læse. Den megen flytekniske snak kan virke uforståelig for mange, men for den primære målgruppe vil den helt sikkert være bekendt. Jetpilot er et af de job, som mange drenge på et tidspunkt drømmer om. Dem der griber bogen i den anledning og fristes af farvefotoet af jetflyet på omslaget vil efter min vurdering bestemt ikke blive skuffede og kan måske endda her hente sig en ellers uvant læseoplevelse. Fra cirka 12 år.

Læs hele vurderingen

Bogen er en letlæst roman for de 12-årige drenge? som drømmer om en pilotuddannelse indenfor luftvåbenet. Forfatteren har selv gennemgået uddannelsen o. 1970, og handlingen er også henlagt til den tid; stedmæssigt foregår den i Jonstruplejren, flyveskolen på Avnø og på en luftbase i USA. Handlingen er enkel og noget klichépræget, beskriver Martins uddannelse fra ansøgning til færdig jagerpilot. Krydderierne er, at Martin har en transplanteret nyre (som han fik i Farlig Landing (1996)), nogle dramatiske flyscener og en forelskelse. Det ligner oplægget til en fortsættelse. Selve uddannelsen er, barsk som den er, beskrevet ubesmykket og realistisk. Rigtig "survival of the fittest". Om uddannelsen er udformet således i dag skal være usagt, men man har næsten indtrykket af at sidde med drejebogen til en dansk film fra 60'erne, bl.a. fordi persontegningen er så flad. Elementært spændende er den dog.

Læs hele vurderingen