1.udg. fra 1998 uden illustrationer er en stor succes, og lånes stadig godt ud på bibliotekerne. Denne nye illustrerede udgave vil sikkert få mange til at genlæse, og trække nye læsere til, ligesom fx den illustrerede udg. af Dan Browns Da Vinci mysteriet.
Flot flot illustreret udg. af Guillous fremragende middelalder-trilogi om svenske Arn Magnusson. Teksten er naturligvis den samme som i 1. udg. født af Guillous velsmurte tastatur, hvor han beviser, at han ikke alene kan levere et effektivt spændingsplot, men gøre middelalder-historie levende, og selvfølgelig som ventet fra Guillou, også samfundskritisk aktuel og vedkommende. Vi følger Arns opvækst hos cisterciensermunke og er vidner til udvikling af et sjældent mandsmod og en nærmest ukristelig trang til dåd. Og Arn er såvel våbenduelig som kvindekyndig. I dette første bind dømmes han bodsgang som korstogsridder i det Hellige Land. Fra Götaland til Jerusalem, hvilken rejse! Gør illustrationerne af historiske steder, hændelser og middelalderens genstande så noget for læseroplevelsen? Ja, selvom jeg også med stor fornøjelse slugte trilogien som bar tekst, er det faktisk ret berigende at genlæse denne illustrerede udg. Fra første foto af et autentisk segl er middelalderens atmosfære nærværende, passende afsluttet med et kort, der har Jerusalem som verdens midtpunkt.
Ideen med en illustreret udg. kendes aktuelt også fra Dan Browns populære bøger.
Et mesterværk nu beriget med illustrationer.