Forfatteren er klinisk psykolog og seminarielærer, og det var en kronik i et dagblad, der førte til, at forlaget bad ham uddybe sine synspunkter, hvilket blev til bogen her. Den starter med en opsang til velfærdssamfundet for dets yngelplejepolitik, som han opfatter som direkte voldelig. Dernæst et kritisk anslag mod moderne udviklingspsykologer, der rask væk kasserer klassisk teoretisk viden til fordel for fordrejede forskningsresultater. Herefter udvikler han sine egne erfaringer mht. menneskets udvikling, hvor han når frem til, at perioden fra barnets undfangelse til det 5. år er alt afgørende for personens intellektuelle og følelsesmæssige funktionsniveau og personlighedsdannelse, og at moderen er den centrale person. Disse udsagn kan virke provokerende og fremsættes uden videnskabelig dokumentation, men med forfatterens fagligt-praktiske erfaring som velargumenteret grundlag. Det hele munder ud i et krav om, at det lille barns behov skal sættes i centrum for al politisk tænkning i fremtidens velfærdssamfund. "Med orlov skal land bygges", og det er orlov af andre dimensioner, end vi kender i dag. Meget veloplagt debatbog med omtrent samme ærinde, men en noget anden vinkel end Gideon Zlotniks aktuelle De stakkels forældre, 2001.