Film / fiktion / komedier

Venskab


Beskrivelse


To gamle mænd over firs mødes på en bænk i Central Park i New York og udvikler trods deres forskelligheder et venskab. Den jødiske Nat er venstreorienteret og ser tilbage på et liv fuld af kampe. Midge passer sit job som vicevært, men trues af fyring.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. jan. 2011

af

af

Frans Rasmussen

d. 18. jan. 2011

Om nogen har Walter Matthau i sin sene filmkarriere forstået at sætte aldersdommens problemer på dagsordenen. Det gør han også i denne komedie, der både er for jævnaldrende 80-årige og deres familier. Fra 15 år.

To gamle mænd over firs mødes, diskuterer og udvikler et venskab på en bænk i Central Park i New York. Nat Moyer er jødisk og har været venstreorienteret gennem hele sit liv. Midge Carter er afro-amerikaner og passer stadig sit job som vicevært, selv om han næsten er blind. Han trues med fyring, og Nat lever med datteren Claras trussel om plejehjem, da hun ikke mener, han kan klare sig selv. Filmen er instrueret af Herb Gardner efter eget skuespil. I komediens form sætter han rørende fokus på alderdommens mange aspekter. Som film er den ikke noget mesterværk. Den er for lang, men giver sig til gengæld tid til at lade Matthau udfolde sin sarkastiske humor.

Filmen er umiddelbart sammenlignelig med Gnavne gamle mænd - 1 og 2 - hvor Walter Matthau uforglemmeligt spillede sammen med Jack Lemmon, og som også tematiserede alderdommen.

Efter det unikke samspil med Jack Lemmon i bl.a. Hvem støver af? og Ryd forsiden fandt Walther Matthau en medspiller i Ossie Davis, kendt fra bl.a. Spike Lees film. Filmen lever gennem en unik replikkunst mellem de to gamle, der har levet deres liv, har hver deres fortid, men opbygger et nyt venskab. Trods dens svagheder er den dybt rørende og tankevækkende. Det er stor skuespilkunst og et værdigt minde om Walter Matthau, der døde i år 2000.



Informationer og udgaver