Kombineret indkøbsguide og kogebog til de mange etniske købmænd rundt omkring i de større danske byer. Den henvender sig til alle, der har stået og været forundret over ikke at ane, hvad det er der forhandles, og hvordan det skal bruges.
Carsten Kyster er kok og har flere udgivelser bag sig. Héléne Wagn er journalist. Bogen indeholder indkøbsguide og opskrifter fra kinesiske, arabiske, thailandske, indiske/pakistanske, vietnamesiske og tyrkiske købmænd. Først i hver afsnit præsenteres landets madkultur, primære ingredienser, de mest brugte krydderier og andre generelle fakta. Dernæst præsenteres en købmand og fakta om herboende af samme etniske herkomst. Så kommer præsentation af varerne, og geografisk liste over købmænd. Opskrifterne er meget varierende i kvalitet, enkelte er mest anvisning af, hvordan man behandler de færdigtilberedte varer fra købmandens frostboks. Bogen er rigt illustreret med mange farvefotos, smukt og meget nutidigt layoutet.
Jeg kan ikke mindes at have set noget lignende - kombinationen af indkøbsguide og kogebog er ret unik.
En meget fin bog med en lidt smal målgruppe. Med lidt formidling kan den gøre gavn mange steder.