Til læsere af ny lyrik. En digtsamling om mennesket i det moderne samfund.
"Ansigtsløse relationer" og "aftraditionalisering", der er nok at forholde sig til i det senmoderne samfund, og ordene der beskriver det er også blevet længere. I denne debut af Daniel Dalgaard får man også et bud på det moderne samfunds effekt på mennesket. Digtsamlingen er opdelt i 7 kapitler, Menneske, Arkitektur, Del 3, Budapest 2011 (dagbog), Stemme, Fundament og katastrofe og til sidst Til ungdommen. Alle er de forskellige i karakter. Dalgaards digte er forholdsvis traditionelle, og eksperimenterer ikke meget med formen. Dalgaards greb om sproget er omend traditionelt så særdeles fermt. Han fletter elegant sociale kommentarer ind i digtene, samtidig med han polemisk fabulerer om virkeligheden. Rytmen i sproget skifter og er til tider blid, og andre gange aggressiv, det giver en vibrerende digtsamling fuld af liv.
En oplagt anden digter at sammenligne med er Lars Skinnebach.
En flot debut, der tegner lovende.