Kortprosatekster om eksistentielle overgangsfaser i en ung københavners liv. Lovende debut som vil glæde læsere med fine smagsløg.
Fortælling om en mand i et limbo præget af tilfældighed, vanskelige overgangsfaser og en forgæves søgen efter ægthed og kærlighed. Han er af en velhavende lægefamilie og har haft en tryg opvækst, men samtidig slås han med et mislykket parforhold, arbejdsløshed og rodløshed. Formen er minimalistisk og nøgternt beskrivende. Skrevet som en jeg-fortælling, skiftevis henvendt til et du og som små, private dagbogsindføringer uden adressat.
Lovende debut. Første halvdel af bogen markerer sig ved en særlig fortættet form med en underspillet, flertydig symbolik. Dog mistes lidt af nerven og intensiteten i sidste del. Alt i alt er bogen rigtig vellykket, meget stilsikker og stemningsfuld. Flere af teksterne går rent ind i et sært depersonaliseret, rytmisk sprog.
Johan Davidsen bidrager til et overordnet billede af sin egen generation af unge mænd med fokus på identitet, parforhold og mening, som det ses hos mange jævnaldrende, mandlige forfattere, fx hos Caspar Eric i digtsamlingen Nike. Hos Davidsen får den priviligerede, men søgende, mand stemme. Hos begge forfattere er der desuden refleksioner over samtidskunsten.