Film / nonfiktion / dokumentarfilm

Vi er journalister


Beskrivelse


Filmens instruktør, Ahmad Jalali Farahani, er en landflygtig iransk filmskaber og journalist, forfulgt og tortureret af Ahmadinejad-regimet. Hans film er en kunstnerisk og visuel fortælling, der viser de frygtelige konsekvenser de iranske journalister må lide, hvis de ønsker at beskrive sandheden og kæmpe for retten til det frie ord.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. maj 2015

af

af

Ellen Skall Sørensen

d. 12. maj 2015

Filmen beskriver forholdene for en række iranske journalister under præsident Ahmadinejads styre (2005-2013), og målgruppen er folk, der ønsker at sætte sig ind i, hvor langt et diktatur kan gå for at hindre sandheden i at komme frem, og hvor presset man kan blive som den, der ønsker åbenhed.

Den iranske journalist og filminstruktør Ahmad Jalali Farahani (AJF) flygtede i 2010 sammen med sin familie fra Iran efter at have siddet fængslet i Teheran. I Danmark har han lavet denne film, sammensat af optagelser fra Iran - mange af dem optaget i hemmelighed. I Iran kunne journalisterne ikke tale åbent om censur, menneskerettigheder, ytringsfrihed og økonomi. AJF og hans kolleger fortæller om livet som journalist i Iran: om frygten, om ønsket om at fortælle sandheden og om angsten for, hvad der kan ske for en selv og ens familie. Som et eksempel på, hvad styret gjorde, vises, hvordan præsidentvalget i 2009 med et uønsket resultat blev kuppet af landets ledelse.

Uhyggelig film om de hårde odds journalisterne i Iran er oppe imod: knægtelse af ytringsfrihed, fængsling, tortur, korruption og konsekvenser for deres familie. Som seer kommer man bag facaden i et lukket samfund, der snyder, lyver og hykler sig til magten.

Anders Østergaards film fra 2010: Burma VJ, med undertitlen "reporter i et lukket land", handler også om livet som journalist i et diktatur: Burma. Den film vakte relativ stor opsigt.