Niels Arden Oplevs To verdener, 2008 handler om en ung piges opgør med sin familie, især faderskikkelsen, og dermed et opgør med Jehovas Vidner. Den giver et sjældent indblik i en fundamentalistisk, religiøs sekts struktur og magtkorridorer, men dens basale handling om ung kærlighed og generationsopgør har relevans for et bredt publikum med interesse for nyere dansk filmdramatik.
Sara er som hele sin familie medlem af sekten Jehovas Vidner. Dog har hun en frafalden storebror, som faderen har skåret alle bånd over til. Sara er oprigtig i sin tro, og en fremtid som missionær synes oplagt. Men så møder Sara den lidt ældre Teis, som ikke er troende. De forelsker sig i hinanden, og faktisk mener Teis det så alvorligt, at han en overgang forsøger at være med i sekten. Men han kan ikke, og Sara står over for et meget svært valg: Familien eller kærligheden? Eller er der en helt tredje mulighed?.
Arden Oplev er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole. Han debuterede i 1996 med den rå og upolerede Portland og fortsatte med den syrede komedie Fukssvansen, 2001. Ingen af filmene vakte den helt store opmærksomhed hos danske biografgængere, men med den delvis selvbiografiske Drømmen, 2006 fik instruktøren et stort og velfortjent publikum. To verdener kan med temaer som overgreb, identitet og frigørelse minde lidt om Drømmen, men er langt mere direkte i sit budskab.
Alene dens tema, men også filmens sikre fortællestruktur bør give den en sikker plads på bibliotekernes filmhylder.