Denne bog er mere end en oplæsningsbog, står der i forordet. Det er fuldstændig korrekt, og den bryder med den traditionelle opfattelse af, hvordan og hvilke bøger man læser op for sine børn. Bogen er bygget op af 21 små historier om en familie. Disse episoder fungerer som udgangspunkt for samtaleemnerne, der er slags hjælp til travle forældre, som har vanskeligt ved at nå at komme ind på disse emner i dagligdagen. Det paradoksale er, at alvorlige emner kræver nærhed, tid og ro. Samtaleemnerne spænder meget vidt. En liste med stikord i alfabetisk orden findes bagest i bogen. Det drejer sig om stikord som f.eks. Gud, Kondomer, Lus, Sex-fikseret, Senil, Kæledyr, Børnelokker og U-lande. Ideen er, at børn selv ved at genkigge de let karikerede illustrationer kan genkalde sig historierne. Umiddelbart virker ideen kunstig og emnerne simplificerede. Jeg kan ikke forestille mig forældre eller lærere, der systematisk tager emne efter emne. Eller måske i værste fald dagens emne. Men på den anden side må man respektere, at bogen kan være en håndsrækning til forældre, der har vanskeligt ved at tackle denne side af forældrerollen. Til oplæsning og samtale fra 4-8 år.