I forlagets serie Problemer, positioner og paradigmer afdækker Jacob Dahl Rendtorff, lektor v/RUC, videnskabsetiske spørgsmål og problematikker. Emnet er ikke nyt eller uaktuelt, heller ikke i bibliotekerne hvor en af de seneste udgivelser er Gorm Harstes Videnskabsetik i risikosamfundet, 2003. Nærværende bog rummer en stringent fremstilling der eksponerer nogle af videnskabsetikkens facetter. Teksten har indledningsvis fokus på en række delemner: etikkens grundlæggende normer, værdier og teorier, videnskabens ansvar og respekt for forskningsfriheden, almen professionsetik samt de etiske problemer der knytter sig til natur-, sundheds- og samfundsvidenskaberne & humaniora. Emnet kan synes stort og uoverskueligt, men forf. kommer den læge læser i møde med perspektiverende eller relativerende redegørelser eller kommentarer til de ikke så få tilfælde hvor videnskabsetikken synes at være i spil, f.eks. i spørgsmål om dyreforsøg, om genteknologi, om evt. videnskabelig uredelighed (Lomborg-sagen bl.a.). En fremstilling der måske også rejser flere spørgsmål undervejs end den besvarer, omend der afslutningsvis skitseres en ny videnskabsetisk beslutningsmodel i praksis For læsere med interesse for videnskabens gøren og laden, og hvad deraf undertiden kan afledes!.