"Man kunne (...) godt forledes til at tro, at det er cirka 2002, når man lytter til Viet Cong. Når de går igennem spejlet, så kommer de ud på den samme side, spejlende deres forbilleder, omend i en interessant fordrejet udgave. Og det taler til bandets fordel at det aldrig lægger sig fast på et udtryk, men banker rundt med stammetrommer i støjpaladser, ætser vores ører med selvhadende, men stærkt melodisk new wave eller nosser rundt i math rockens cementfundamenter. Det er umiskendeligt vitalt, lettere beskidt og ganske underholdende. Nogle gange med ubehagelige mindelser om en reduktionistisk rocktid i begyndelsen af årtusindet - især takket være attituderockere som Strokes og plagiater fra Interpol - men heldigvis udbygget med en sund legesyge".