Denne meget flotte kunstbog er dels en introduktion til Drakabygget som "Frihedens værksted" og dels en præsentation af den rigdom af plakater, der er udgået derfra i mere end 40 år.Til det første hører dr. phil Håkan Larssons indledende artikel om plakatens historie og idé og om Drakabygget fra tilblivelsen i 1960 og fremad; som plakaternes åndelige fædre ses bl.a Grosz, Höch, Hausmann og Heartfield. Endvidere optrykkes en række af centrale tekster som "Situationistisk håndfæstning i München", ligesom både Jørgen Nash og Lis Zwick og andre kommer til orde om Drakabyggets aktiviteter. Cobra, Co-Ritus og situationisme er centrale elementer; ikke færre end 500 kunstnere har boet på Drakabygget igennem tiderne. Plakaterne reproduceres meget fint og i stort omfang, og der opgives mål, anledning, fx udstillingsperiode, og trykkested og af og til det grafiske værksted. Bogen er dels et stykke væsentlig plakathistorie og dels et meget fint supplement til værker som Lars Morell Poesien breder sig, 1981, Jørgen Nash - vingeslag over vandet, 1994, og kataloget Jørgen Nash, Lis Zwick og Drakabygget - Frihedens værksted, 2000. Bogen udgives i anledning af at stadig produktive Nash nu bliver 84.