Med romanen Byen og verden, 1992 opnåede Peer Hultberg stor popularitet, og de mange, der kan huske den, vil også kunne glæde sig over denne på en gang nye og gamle roman. Men bogen henvender sig også til alle andre, der kan lide en god, velskrevet roman.
Peer Hultberg døde i 2007, og i hans gemmer fandt man denne roman, som er skrevet i 1976, men altså først nu udgivet på dansk. Den udkom i tysk oversættelse i 2007. Der er flere stemmer i bogen : Paul Loften og hans 3 børn Brigit, Rudolf og Kit. Desuden er der Pauls kone, Elizabeth, som er meget syg af kræft, Vredens nat er den nat, hvor Elizabeth har besluttet sig til at gør en ende på sit liv, og vi følger de fire familiemedlemmers færden og tanker denne nat. De er alle meget forskellige, og for at tydeliggøre det, lader Peer Hultberg dem tale med hver sin stemme. Paul er født i 1910, han er af den gammeldags type, så i hans afsnit benytter forfatteren gammeldags restsskrivning, og også de 3 søskendes sprog er med til at karakterisere dem. Tilsammen bliver der tegnet et billede af en familie, som ikke har fungeret og hvor alle rummer megen vrede.
Selv om romanen er 30 år gammel, kan den læses som en moderne beskrivelse af en familie, som under overfladen er alt andet end velfungerende. Samme tema som i Trisse Gejls Patriarken, 2006.
Det er dejligt at vi endelig får denne roman på dansk, det er stor og tankevækkende fortællekunst.