Som i det ambitiøse kæmpeværk Requiem (1985) er der her benyttet en fragmentarisk form, præget af indre monologer, med stærke sansninger og raffineret gentagelsesteknik i det sproglige. - En polsk familie af det bedre borgerskab (faderen er gymnasielærer, 'professor' med blåt blod i årerne og flygtning fra den franske revolution) betragtes med den eneste søns øjne, og temaerne er diffuse med musikken som et af de centrale (andre temaer er: angst, sygdom, død, drenge- og pigeroller, sociale forskelle og kunstens rolle). Betragteren er et musikalsk vidunderbarn, en 'Warszawas Mozart', der ved pubertetens indtræden modvilligt må opgive sine musikalske drømme for en mere jordbunden karriere. - Et virkningsfuldt stiltræk er den hyppige sammen-/modstilling med 'lærestykker' trykt med særlige typer - af forskellig karakter, men med et ofte stærkt moraliserende præg. Tidsbilledet (primo 1800) er afdæmpet, men ganske overbevisende, personerne er stiliserede, men tonen og sproget erfascinerende, på én gang umiddelbart tilgængelige og dække for lag på lag. At afdække og sammenfatte disse lag kræver lang tids efterarbejde, men det vil givetvis lønne sig. - Anvendelse som forfatterens tidligere værker.