"På sin anden soloplade skruer [Auerbach] ned for blues- og garageelementerne og kaster sig i stedet over solbeskinnet pop af den slags, der kunne have strømmet ud af en AM-radio i 1970erne. Der er kælet for den sprøde og varme analoge lyd, og resultatet er med sine velformede arrangementer og melodier, smagfulde guitartoner, smukke strygere, glockenspiel og blidt galopperende rytmer en yderst delikat lytteoplevelse. Guitarheltene Duane Eddy og Mark Knopfler kigger sågar forbi og tilføjer ekstra autenticitet til de iørefaldende retro-kreationer. Det er sommerligt og uforpligtende. Og nok mest af alt lyden af en pastiche-kunstner, der har fået råd til at få sine vådeste drømme opfyldt".