No mythologies to follow
MØ
Emneord
Anmeldelser (3)
Undertoner
d. 18. aug. 2014
af
af
Niklas Kiær
d. 18. aug. 2014
"Med What Is This Heart? har Krell som How To Dress Well udvidet sit repertoire og trioen af udgivne albums, må kategoriseres som værende blandt de bedste af nyere musikere i dag. På en måde kan trilogien af udgivne albums ses som en slags hjem-ud-hjem rejse. Fra en næsten insisterende håbefuld debuttitel Love Remains over i den totale opgivelse på Total Loss, så er Krell nu tilbage til udgangspunktet. Efter den totale nedtur, så undersøges hvert aspekt af følelseslivet med udgangspunktet i spørgsmålet What Is This Heart?. I denne søgen finder han jalousi, sorg, lyst, men også en tro på kærligheden, fremtiden og det helt særlige bånd, man har med det eller de mennesker man elsker".
Gaffa [online]
d. 23. juni 2014
af
af
Rune Schlosser
d. 23. juni 2014
"Tom Krell har virkelig været inde at rode med de allerinderste følelser på What is this Heart?, og så har han tryllet med knapperne og skabt en fremragende pop-plade, som til tider er til den storladne side - bevares - men lyttere med hang til grandios følsomhed kan roligt kigge med indenfor i Krells hjertekule".
Politiken
d. 21. juli 2014
af
af
Simon Lund
d. 21. juli 2014
"Fordommene krakelerer, når man møder Tom Krell. Den amerikanske sanger og sangskriver har under navnet How To Dress Well i fem år udgivet soveværelseindspillet pop, der lyder som lydforstyrrede og alligevel lidenskabelige versioner af 1990'ernes R'n'B. Tænk honningstemmer som R. Kelly, TLC og Boyz II indspillet i et ekkokammer ... I dag er ånden den samme, men lyden en ganske anden, på det tredje udspil fra How To Dress Well. Der er ikke meget lo-fi tilbage, og Krells falset står nu i centrum af sangene, hvor de før var en del af den tågede tekstur. Men ømheden, den store rumklang og den melodiske inderlighed er intakt ... How To Dress Well bekender sig mindre til hiphop, men danser på natbordet med 'Repeat Pleasure', flyder Bon Iver-ambient ud til siderne på 'Pour Cyril' og trækker med sine repeterende opbygninger generelt mere mod minimalistiske kompositioner i stil med Steve Reich. Uden at det bliver intellektuelt eller kalkuleret. For man mærker mere passionen forenBeyoncé-frasering, et Michael Jackson-move eller en Prince-outro, end man fornemmer fortænkt musik".