"Det, der gør albummet til så helstøbt en oplevelse, er imidlertid, hvordan de C-vitamin-struttende energiudladninger som »Tender Object« og »Satellite City« opblødes af mere bedårende sange som »Untitled Melody« og »In A Nutshell«. Her træder den musikalske arv fra den blødere side af The Velvet Underground allertydeligst frem, mens Edwyn Collins på typisk selvfornedrende vis synger strofer som »You need me more or less / I need you more and more«. »I'll never be man enough for you« fortsætter han håbløst forelsket i samme rille på den bittersøde »Consolation Prize«. Men han lyder aldrig nedtrykt. Man kan i helt bogstavelig forstand høre ham flække af grin øjeblikket forinden".