Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Mig og mine følelser


Beskrivelse


Billedbog til at snakke sammen om. Vi har både positive og negative følelser, og det er vigtigt at kende og acceptere dem.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. maj 1997

af

af

Bo Knudsen

d. 15. maj 1997

God brugsbog om følelser for børn fra ca. 4 år. Billedbogen viser forskellige situationer, der har med følelser at gøre. Positive som negative. Det bliver pointeret at alle slags følelser er en væsentlig del af os, og at vi skal kende dem og stå ved dem. Der er ingen fortløbende handling i bogen. Tegneren lader to børn gennemleve hele følelsesregisteret, søge trøst og hjælpe andre. Det gør hun i en enkel og udtryksfuld streg med klare og livlige farver. Stemningen kommer klart til udtryk i personernes ansigter og kropssprog, i farverne og detaljer i billederne, som f.eks. når bamsen (også) er ked af det. Den korte tekst sætter i jeg-form ord på den følelse, hvert billede viser. Bogen ligner på alle måder meget Det er min krop! (1994), hvor Dagmar Geisler står for både tekst og billeder. Hun har også illustreret en anden god bog om følelser: En dag med ballade af Jana Frey (1996). Følelser bliver behandlet i mange billedbøger som en del af handlingen. Men der er ingen andre nyere bøger, hvor alle vores følelser bliver præsenteret i en snakke-sammen-bog som denne.


Bibliotekernes vurdering

d. 15. maj 1997

af

af

Ingrid Jensen (skole)

d. 15. maj 1997

Bogen, der er gennemillustreret, skal ikke forveksles med en billedbog i traditionel forstand, selv om den ligner. Dens indhold og budskab er klart defineret i forordet til den voksne, nemlig at tale med børn om deres følelser og forklare dem med udgangspunkt i billede og tekst. Det gælder positive som negative følelser og følelsesudbrud, som to børn, en dreng og en pige, viser bogen igennem i forskellige situationer og frekvenser uden egentlig sammenhæng. En helsides tegning, dekoreret med stærke farver understreger i bevægelser og farvevalg utvetydigt, hvad den ledsagende tekst fortæller kort og enkelt om en følelse som f.eks., at når jeg er sur og gal, kan jeg råbe og skrige. Alle børn vil kunne genkende sig selv gennem bogen, måske le af sig selv og i hvert fald finde en vej til forståelse og accept af både sig selv og andre. Det er absolut et værdifuldt initiativ til at komme på talefod med børn, der har det svært med sig selv, men en lige så væsentlig samtalebog til brug alle før og omkring skolestarten, bedst egnet til en lille gruppe i hjem eller institution.



Informationer og udgaver