Ganske kompakte digte, der vil tiltale vante læsere af Henrik Nordbrandts lyrik.
Det er en tungsindig og mørk Nordbrandt, der i sine nye digte kredser om livets særlige dimension, som vi alle har til fælles: Nemlig at det en dag slutter. Den døde får en ny status, måske som engel, spøgelse eller genfærd? Ja, de begreber optræder også i Nordbrandts digte, hvor tid og tilstand behandles og fortolkes. Man tør ikke tænke på, hvordan det efterfølgende bliver, når et digt har titlen "Depression før vinteren", men tomhedsfølelsen og fornemmelsen af, at noget definitivt er ovre, skildres rammende, for tilværelsen har jo altid stadier, der slutter: Barndommen, skoletiden, karriere mv. Endnu et begreb er vigtigt, når vi går i de nordbrandtske poetiske landskaber, nemlig længsel, og et af samlingens korte digte bør præsenteres her: "Det er næsten sommer / men også kun næsten. / Og når det er sagt / er sommeren næsten forbi.".
Temaerne i Nordbrandts nye digte prægede også Peter Poulsens seneste bøger med de rammende titler, Rulleteksterne og Bestyrelsesmøde i evigheden. Poulsen er dog en tone lysere stemt end Nordbrandt.
Den livserfarne Nordbrandt reflekterer over livet og dets afslutning i disse stærke digte, der med Henrik Nordbrandts egne ord kan karakteriseres sådan: "Det er en oktav dybere end mørket.".