"Det senegalesiske band Jeri-Jeri har over nogle år indspillet en række forrygende singler sammen med tyske Mark Ernestus ... Ernestus er en af tysk technos og dubs største excellencer, men det høres kun yderst subtilt her, hvor Jeri-Jeri får lov at brillere på strenge og især trommer. Men til gengæld kan technoslægtskabet høres i den rytmiske trance, som musikken skaber, hvordan trommerne nogle gange kan lande med en lokomotivisk logik, der genkalder sig technoens repeterende massage. Men her altså i sofistikeret akustisk ekstase. Genren bliver kaldt mbalax, og der bliver høvlet løs blandt andet på talking drums, men også regulært trommesæt. Umiddelbart falder slagene som en liflig regn over ørerne, men hvis man stiller skarpt, viser der sig et intrikat smukt mønster i virvaret på 800% Ndagga. Helt uforligneligt. Med sig har Jeri-Jeri og Ernestus fremragende gæstesangere, heriblandt den også heroppe kendte Baaba Maal".