Alt om køkkenhaven er måske at love lige lovlig meget, men denne flot illustrerede havebog i stort format er faktisk et godt bud på en allround køkkenhavebog for begynderen. Forfatteren går ind for en opblødning af grænserne mellem pryd- og nyttehaven. Det betyder, at der i afsnittene om haveanlæg vises planer over både smukke og nyttige haver domineret af frugttræer/buske og stramt komponerede bede med køkkenurter, ligesom de udførlige plantebeskrivelser også omfatter den enkelte plantes udseende og farvevarianter. Der vejledes grundigt i billeder og tekst i alt det praktiske arbejde i køkkenhaven, mens man er mere valen omkring brugen af kemiske sprøjtemidler, der forsigtigt foreslås anvendt men helt uden oplysninger om typer eller sprøjtefrister. Selvom den engelske proveniens er tydelig på billedsiden, i havestilen, i plantevalget og i de afslappede vinterforberedelser, er der taget hensyn til danske forhold med tekstdelens omtale af foranstaltninger i sene frostperioder og kolde vintre. Bogen er meget indbydende og er oplagt læsning for nybegyndere i køkkenhaven, der på ét sted kan finde forslag til haveanlæg, vejledning i den praktiske haveplanlægning og basisoplysninger om de enkelte vækster og deres anvendelse.