15 socialrealistiske noveller og et skuespil om kong George III. Bogen kan læses af dem, der holder af rablende tekster.
Michael Marcussen har samlet 15 noveller og et skuespil i denne bog. Novellen "Æresmedlemmet" maler et billede af den perfekte medborger, der under den polerede overflade, viser sig at være et hævngerrigt og ondt menneske. I "Grøn mamba" slipper en ondskabsfuld dreng en slange løs. Slangen dræber en mand, og drengen ser manden dø, uden at fortrække en mine. Skuespillet "Kong George III's herredømme" tager udgangspunkt i virkelige begivenheder fra 1700-tallet. Geografisk er novellernes handlinger spredt ud, og finder sted i bl.a. USA i titelnovellen "Indianerland" og Bagdad i novellen "Endnu en storm".
Forfatteren tager i novellerne udgangspunkt i hverdagssituationer, som eskalerer og udvikler sig på nærmest rablende vis. Karaktererne har foruroligende persontræk, der tangerer, og i visse tilfælde er, ondskab. Desværre er der en tendens til at teksten vil så meget, at det bliver uforståeligt. Det er svært at se ud over gennemgående sproglige fejl, fx den konsekvente fejl "... lod ikke mærke til...".
Noveller om ondskab finder man også i Min tid med Judy, der dog er af højere litterær kvalitet.