Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

2200 N : orakler, shawarmaer og bristede fordomme


Beskrivelse


Udgivet i forbindelse med projektet Ordskælv!.

Noveller. 14 unge fra Nørrebro fortæller i ord og billeder, humoristisk og alvorligt, fantasifuldt og dagligdags om liv, drømme og stemninger i deres bydel, der har sit eget, skræmmende billede i medierne.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. feb. 2010

af

af

Elin Søborg

d. 17. feb. 2010

Den primære anvendelse af bogen vil nok være lokal på Nørrebro i København, hvor både unge med kendskab til forfatterne og miljøet og voksne med interesse for kulturprojekter for unge og deres syn på lokalområdet vil blive beriget. Andre unge og voksne kan dog også nyde de små noveller og lokale billeder i et levende og flot layout.

Den lille, kvadratiske bog er resultatet af et projekt, hvor en gruppe 13-19-årige fra Nørrebro i København med hjælp fra en række højt kvalificerede frivillige, herunder Fupz Aakeson og Louis Jensen har skrevet, illustreret og layoutet 14 noveller om eller med udgangspunkt i bydelen og dens specielle befolkning. De 14 forfattere af begge køn og med forskellig etnisk baggrund præsenterer kort efter deres noveller, der både kan være egne oplevelser med livet lokalt og fantasifulde historier inspireret af Nørrebro. Illustrationerne er mest stemningsfulde fotomontager, der understøtter novellerne. Der gøres kort rede for projektets historie og indhold.

Der udgives hvert år et par novellesamlinger fra skriveværksteder eller -projekter for unge. Denne udmærker sig specielt ved sit fokus på at være ung i et forkætret og medieomsust område samt ikke mindst et indbydende layout, der vil tiltrække unge læsere.

En fin lille samling punktnedslag i Nørrebros stemninger skrevet af og for unge og afleveret i deres æstetik men med god, professionel assistance. Vil også være god inspiration for andres arbejde med kulturprojekter for unge.