Bogen beskæftiger sig med arbejdsprocesretten, d.v.s. de formelle regler om behandling af tvister angående ansættelsesforhold og kollektive overenskomster. Den overenskomstmæssige tvisteløsningsordning, det såkaldte "fagretlige system", har i dag central betydning i arbejdslivet. Men den er svær at overskue og griber på kompliceret vis ind i de almindelige regler om afgørelse af sager ved domstolene. I 2006 blev der vedtaget en ny Norm for Regler for Behandling af Faglig Strid, og i overensstemmelse hermed blev arbejdsretsloven suppleret med en række bestemmelser om faglig voldgift. Disse fornyelser er medtaget i bogen. Bogen henvender sig især til organisationsansatte, personaleansvarlige, advokater og andre rådgivere, der håndterer eller rådgiver i arbejdsretlige sager. Men den har også relevans for dem, der beskæftiger sig med arbejds- eller procesret på det teoretiske plan.