Formidling af personlige oplevelser fra 2. verdenskrig er stadig aktuelt, og denne bog henvender sig til læsere med interesse for besættelsestiden.
Familien Fischermann nåede som en af de få familier ikke i sikkerhed inden tyskerne indledte deres aktion mod de danske jøder i 1943. Som 15-årig oplevede Robert Fischermann sin verden gå i opløsning og indtil i dag har han forsøgt at glemme og fortrænge oplevelserne. Med bogen sætter han ord på sine oplevelser i tysk kz-lejr. Herudover er bogen også en familiefortælling fra tiden før og efter krigen og refleksioner om at tro på en alvidende Gud set i lyset af holocaust og at tilgive noget utilgiveligt. En vigtig øjenvidneberetning og bidrag til den nødvendige historieskrivning om 2. verdenskrig.
Bogen føjer sig ind i rækken af erindringsbøger fra 2. verdenskrig og danske kz-lejrfangers oplevelser. Senest er bl.a. kommet Hans Larsen: Mit liv, 2013 og Helga Weiss: Helgas dagbog, 2013.
En velskrevet personlig beretning fra en dansk jøde, som overlevede en tysk kz-lejr, men hvis familie ødelægges. Og et vigtigt bidrag til erindringslitteraturen fra danske kz-fanger.