En lille hæftet billedbog om Bertram, 6 år, der har fødselsdag den 24.12. og derfor er træt af juleaften og Jesus. Bogen er til de 4-7-årige. Den vil fungere bedst i kirkelig sammenhæng og i familier, der er velfunderet i kristendommen.
Forfatter og illustrator har sammen lavet Hej Gud og alle engle, 2011. Bertram bryder sig ikke om juleevangeliet, julen og Jesus, for de tager fokus fra hans egen fødselsdag. I år vil forældrene først give ham gaver om aftenen, når gæsterne er kommet. Gæsterne er klædt ud om personer og dyr i juleevangeliet og hans mor og far er Maria og Josef. Da de synger "Et barn er født", nyder han pludselig at være født samme dag som verdens mest berømte baby. Ind i handlingen er flettet en frisk og kort genfortælling af Jesu fødsel og liv og Bertrams egen fødsel med allusion til Jesu fødsel. Teksten er forholdsvis lang, skrevet i et friskt, nutidigt sprog. Illustrationerne er tegnet i en livlig, let karikeret og humoristisk streg, der nærmer sig tegneseriens stil. Forsiden viser toppen af et juletræ, bagsideteksten antyder historiens vinkel.
Jeg kender ikke andre billedbøger med lignende vinkel på at have fødselsdag den 24.12. og Jesu fødsel.
Fortællevinklen er ganske opfindsom. Selvom der er fokus på Bertram, er man ikke i tvivl om, at det er fortællingen om Jesus, der er det væsentlige. Dog er det så kortfattet, at det er en fordel at kende til Jesus i forvejen. Jeg synes, det er svært at forstå Bertrams pludselige glæde ved at være født den 24.12.