"Denne nye cd fra eks-Oysterband-mand, Ray Coopers hånd er et gennemtænkt, historisk funderet solo-værk, båret, som også titlen antyder, af en evigtgyldig ide. Det handler om trangen til og behovet for at drømme sig til noget bedre - i fortiden eller i fremtiden. Det smukt komponerede teksthæfte, der viser Cooper i en rasende, ildfarvet malstrøm, slår grundtonen an ... Tonerne på cd'en er majestætiske, tunge og stærkt markerede. Når man så ser, at Cooper selv, med lidt hjælp fra sin gamle kollega i Oysterband Al Scott, står for både produktionen og det samlede lydbillede, bliver man helt forpustet: En lidt hæs og meget kraftfuld stemme, klaver, guitarer, cello, mandolin, bas og percussion! Ikke alle melodier er dog lige mindeværdige og et par, f.eks. indledningsnummeret Drunk On Summer tenderer tyroler-pop".