Hvad er bioteknik? Det får man svar på i denne bog, som er en del af serien Megatech, der vil behandle det nyeste og mest omdiskuterede indenfor videnskab og teknik. Bogen er opdelt i 12 kapitler, som efter en kort indledning tager fat på emner som: Medicinsk udvikling, fremtidens lægevidenskab, celler, kunstige organer, robotter, mad med bioteknologi, doping og supersanser. Bogen er bygget op, af en række tosidede opslag, hvor farveillustrationer virker som blikfang, på en del af opslagene skal man arbejde lidt for at få brødteksten til at hænge sammen, når den snor sig mellem illustrationer, faktabokse og billedtekster. Det er en af de første bøger for børn/unge, som specifikt beskæftiger sig med bioteknologi, men vi har andre bøger som i enkelte kapitler berører emnet. Bogen kan læses med udbytte fra ca. 13 år, og gør man det, får man en overfladisk viden om udviklingen på området, en række definitioner og et lille kig i de fremtidige muligheder, som teknikken giver. Desværre sætter bogen sig også lidt mellem to stole ved at signalere en noget yngre målgruppe end abstraktionsniveauet forudsætter. Bogen afsluttes med en tidstavle, en god ordliste samt stikordsregister.