En fin bog til erfarne haveejere og dygtige blomsterbindere, der viser mulighederne for at skabe smukke og stilrene buketter af planter fra bedene i en stor blomsterhave.
Claus Dalby har gennem en hel sæson ladet Hanne Ploug skabe en række buketter af blomster og materialer fra haven i Riis Skov, der efterhånden må være Danmarks bedst dokumenterede privathave. De elegante buketter vises i både total- og næroptagelser på flotte farvefotografier, og forfatteren kommenterer så i den tilhørende tekstdel dekorationernes sammensætning og supplerer med gode råd og praktiske erfaringer med de anvendte planter. Blomsterbinderens teknikker forudsættes kendt af læseren, så det er mere plante- og blomsterviden på højeste niveau, der i bogen formidles fra havemand til havemand m/k.
Emneområdet er i forvejen godt dækket, ikke mindst af værker af de to forfattere. Det specielle ved denne flotte bog om blomsterdekorationer er blomsterbinderens tilbagetrukne rolle, mens det er havemanden der kommenterer og fortæller om egnede planter til buketter og dekorationer, så læseren får lyst til at bringe havens blomster indendørs i vaser og skåle.
En stor og ualmindelig flot illustreret havebog med en tekst og et billedmateriale, der vil interessere, begejstre og inspirere erfarne havefolk og blomsterelskere.