Det er en meget forunderlig roman, Pouplier denne gang har skrevet. En psykologisk roman, der minder mere om fx Dürrenmatt og Puig end om Poupliers tidligere hyggelige Provence-romaner. Et afsides sted i Ardèche har en mand lavet sit private opgør med en krigsforbryder. Etiennes far blev i 1944 skudt for øjnene af den dengang 15-årige, hans mor blev efterfølgende tortureret og dræbt af den samme franske militsmand. 22 år efter opsporer Etienne gerningsmanden, bortfører ham og dømmer ham til livsvarig indespærring i et hjemmelavet fængsel i en grotte bagest i garagen. 30 år omgås fange og vogter, mens Etienne besættes af verdens ondskab, konfronterer fangen med den i bøger, aviser og TV og genoplever gang på gang barndommens mareridt. Forholdet binder fange og vogter til hinanden i en håbløs situation, og det er beskrevet gribende og fascinerede, så bogen læses i en mundfuld. Pouplier formidler den egentlig ret stillestående historie med en psykologisk indsigt, der tryllebinder læseren til siderne. Bødlen er intet mindre end et gribende mesterværk.