Historikeren og journalisten Brian Moynahan og bogens to billedredaktører har tidligere lavet den tilsvarende Russiske billeder og sidstnævnte også billedsiden til Kinesiske billeder. I bogen her fortælles i mange billeder Storbritaniens historie gennem de sidste godt hundrede år, fra dronning Victoria til dagens England. Kendte og ukendte billeder, fra krig og fred, elendighed og luksus, hverdagsliv og stjernestunder fortæller i sig selv historien om det sære folk, som dominerede en hel verden, udkæmpede to verdenskrige og samtidig udviklede sig fra et nærmest absurd klassesamfund til (næsten) en moderne velfærdsstat. Den samme historie fortæller også bogens tekst - og på en måde, der er mere end bare et påhæng til billederne. Det er en fin gennemgang, der både får fortalt den bevægede historie og vist den sociale udvikling, så man som læser føler sig vel oplyst og synes, at man har lært englænderne, deres tankegang, traditioner, liv og vilkår langt bedre at kende. Dette er mere end bare et flot billedværk. I sin korte form er det en fremragende introduktion til et af vore vigtigste nabolande for almindeligt interesserede læsere.